Hvornår er problemadfærd et adfærdsproblem?

Googler du somme tider, når et spørgsmål opstår? Jeg gør det ofte, for Google ved jo praktisk talt alt…

Dette spørgsmål spørger jeg ofte klienter om, når jeg er ude på adfærdsbesøg. Der kan være mange udfordringer i at være hund og at have hund. Jeg nævner begge dele, fordi det jo er forskelligt alt efter, om du ser det fra ejerens side eller fra hundens.

Adfærdsproblemer er først et problem, når vi som ejere oplever, at adfærden er et problem for os. Det kan betyde flere ting. Somme tider er hundens normaladfærd en udfordring for os. Det kunne være, at hunden stikker af, fordi den har fået færten af en løbsk tæve i området, eller måske hører den ikke, når du kalder på den, fordi den liiige er i gang med noget andet. Det kan også være at hunden passer på noget, den har fået ved at vogte over det. Alle disse er eksempler på hundens normaladfærd, som dog kan være noget upassende i vores hverdag.

Omvendt kan det være en udfordring for os som ejere at se, hvornår vi egentlig overskrider hundens grænser. Her er det hunden, der får et ”problem”, hvilket vi måske ikke betragter som værende problematisk. Det kan være, at hunden bider i måtten i entreen, når vi forlader den. Det er bare den gamle brugte måtte, som alligevel snart skal på lossepladsen, så det gør ikke noget. Det kan også være, at hunden knurrer af dyrlægen, når den skal have klippet negle, men med lidt hjælp kan vi sagtens holde hunden, så den ”accepterer” at få klippet neglene. Måske eeeelsker hunden at få kastet en bold, så for at motionere hunden, kaster vi gentagne gange en bold, som hunden henter om og om igen. Hunden er viiildt glad, løber (læs: stresser) som en gal, og vi kan sidde fredeligt i havestolen og gå på Facebook, mens vi indimellem kaster en bold til Fido. Det er jo en win-win situation.

Eller er det? Begge afsnit ovenfor er eksempler på ”adfærdsproblemer”, men forståelsen for dem er ofte meget forskellige, om det er os, der har et problem med hundens adfærd, eller om det er hunden, som har et problem med vores.

Jeg synes, vi bør spørge os selv, om det er okay, at vi bestemmer os for at få en hund for udelukkende at tilfredsstille vore egne behov. Og jeg er med på, at langt de fleste er ansvarsbevidste hundeejere, som er helt klar over, at hunden også har visse behov. Vi skal blot huske på, at vi som menneskeart har valgt at tage hunden til os som selskab. Vi har endvidere valgt, at den skal leve under vores tag sammen med vores familier bestående af mennesker. Hunden er en social art, og den har samtidig en utrolig evne til at tilpasse sig. Det er derfor, at det netop er hunden, som er blevet til mennesket bedste ven. Dog må vi aldrig glemme, at vi netop er to forskellige arter med forskellig adfærd, læring og kommunikation. Derfor skylder vi også vores bedste ven at tage det ansvar at gøre os umage med at skabe en tålelig hverdag for alle – også hunden.

”Den ved godt, hvad den skal…”

Vi har måske en tendens til at se hunden som et individ, som ”udmærket godt ved, hvad den skal”, og når den ikke gør det, er den trodsig og vil dominere eller provokere. Med det syn på hunden kan følelsen af afmagt og utilstrækkelighed dukke op i vores tanker, og så er det svært at bryde cirklen om at se anderledes på hunden. Det går ud over relationen til hunden, og samarbejdet forsvinder eller forbliver ikke-eksisterende. Der opstår en masse unødvendige konflikter i hverdagen, og vi har måske en opfattelse af, at hver ”magtkamp” skal vindes for at undgå, at hunden overtager huset, familien og verdensherredømmet. Vi kan derfor ofte ende i situationer, hvor vi kommer til at overskride hunden grænser kraftigt.

Hunde lærer hele tiden…

Det er blot et spørgsmål om, hvor megen indflydelse vi som ejere gerne vil have på det, den lærer. Hunden er ikke interesseret i at overtage verdensherredømmet eller bestemme over sin ejer. En hund skelner mellem, hvad der er sikkert og farligt. Eller sagt på en anden måde – den gentager det, som den får noget behageligt ud af. Den tanke skal vi tage med os i hverdagen – hele tiden. Hvis en hund opnår noget behageligt ved en bestemt adfærd, vil den gentage adfærden i fremtiden.

”Jamen hvorfor bliver min hund ved med at springe op af gæster, selvom jeg siger, den ikke må?” Ja, det kan man netop i tråd med ovenstående spørge sig selv om. Her er der tale om en adfærd, som ofte kan være et stort problem for os ejere. Vi forsøger at lære hunden, at den IKKE må springe op, og den IKKE må give gæsterne velkomstkys, og at den IKKE må sige hej ved at gø – og lige lidt hjælper det. Hunden fortsætter sin adfærd, hver gang der kommer gæster. Set fra hundens perspektiv må vi konkludere, at hunden får noget ud af at springe op, ”kysse” og gø, ellers ville den ikke gøre det igen og igen. Set fra vores perspektiv har vi entydigt fokus på, hvad vi ønsker, hunden IKKE skal gøre. Men tænk lige over det… Hvor nemt er det lige at lære nogen noget bestemt ved at fortælle dem, hvad de IKKE må???

På med JA-hatten

Samtidig er ovenstående et godt eksempel på, hvad vi tror, vi lærer vores hund, og hvad den i virkeligheden lærer. Som sagt, så gør hunden det, den får noget ud af. Det vil sige, at den opnår noget behageligt ved at springe op af gæsterne. Det kunne være, at gæsterne sagde hej til hunden, at de klør den bag øret, eller at du som ejer kommer hen og gelejder hunden ned fra gæsterne. Alle eksempler er potentielle belønninger for hunden – også selvom vores hensigt er at få hunden til at lade være. Derfor er vi nødt til at ændre fokus. Hvis vi ændrer vores fokus til at se på, hvilken adfærd vi gerne vil have, hunden udviser og begynder at gøre dét attraktivt for hunden i stedet, så kan vi på den måde undgå, at den gør de ting, vi ikke ønsker. Fokuser på den adfærd, som hunden GERNE må, og som vi kan sige ”JA TAK” til i stedet for det, som hunden IKKE må.

Indstillingen til både os selv og vores hund har indflydelse på, hvordan vi ser hundens adfærd. Vi kunne med fordel fokusere på at lade hunden være et individ, som gerne vil lære i samarbejdet med os i stedet for ét, som burde have læst lærebogen på forhånd. Vi kunne samtidig se os selv som en guide for hunden og ikke som en slags herre, som hunden skal underkaste sig. Hunde kan ikke læse – hverken en lærebog eller vores tanker. Den er derimod i stand til at lære, og dens sociale væsen vil elske at lære sammen os. Det vil give os ”mere rum” i vores tanker om hunden. For hvis hunden nu – i modsætning til at være trodsig og provokerende – blot er i gang med at lære noget nyt, som er lidt svært, så vil vores følelser – og dermed vores gøren og laden – også være anderledes overfor hunden. Vores tålmodighed og forståelse for hundens adfærd vil ændre sig, og vores evne til at hjælpe og guide hunden til at gøre noget andet (og dermed IKKE udvise den uønskede adfærd) bliver større.

Google ved alt…

Adfærdsproblemer kan være mange, og to individer er aldrig ens. Det er en af grundene til, at det er så uhyrligt spændende at arbejde med hunde og mennesker, som jeg gør til dagligt. Til gengæld kan det også være problematisk, når man søger efter ”gode råd” på Google, for gode tips og såkaldte ”quick-fixes” findes bare ikke. Al adfærd bør ses i hver sin kontekst, og hver hund bør ses som et individuelt dyr med sin helt egen individuelle adfærd. Det kan Google simpelthen bare ikke levere konkrete løsninger på.

Hunde lærer hele tiden. Vi lærer hele tiden. Bevidst og ubevidst. Hvor meget har du lyst til at have indflydelse på din hunds læring?

Karina Hornsyld Lynggaard

Eksamineret Adfærdsrådgiver og hundeinstruktør

DogTech – Adfærd og Træning

www.dogtech.dk

Facebook: DogTech – Adfærd og Træning

Var denne artikel brugbar?

Relaterede artikler

Skriv en kommentar